Danmark har som et af de få lande i verden et effektivt værktøj til spillere, der ønsker at tage en pause fra pengespil. Gennem ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere) kan man udelukke sig selv fra onlinespil og spil på fysiske kasinoer i en periode efter eget valg. Siden registerets lancering i 2012 er antallet af registrerede steget hvert år, så der nu er over 40.000 danskere, der har udelukket sig selv fra spil.
Konstant stigning i antal registrerede
I februar 2023 rundede antallet af personer i ROFUS 40.000. Der har været en konstant stigning siden 2012, hvor registeret blev etableret i forbindelse med den delvise liberalisering af det danske spilmarked.
”Stigningen viser os, at ROFUS er et nyttigt redskab, der giver mening”, siger direktør i Spillemyndigheden, Anders Dorph. ”ROFUS udfylder en vigtig rolle i forhold til at sikre beskyttelse af de spillere, der har brug for en kortere eller længere pause.”
Øget kendskab til ROFUS
Den store stigning i registrerede kan blandt andet skyldes, at flere og flere danskere kender til ROFUS.
”Vi har siden 2016 arbejdet intenst på at udbrede kendskabet til ROFUS”, fortæller Anders Dorph. ”Det har vi blandt andet gjort gennem to større kampagner på TV og sociale medier, og det er i den grad lykkedes: Ved vores seneste måling i 2021 kendte 45% af alle danskerne ROFUS. Jeg tror, at vores kampagner har været med til at gøre ROFUS kendt i den danske befolkning. Det er vigtigt for os, at danskerne kender muligheden for selvudelukkelse, hvis de føler, at spillet er ved at tage overhånd.”
Siden 2020 har det desuden været lovpligtigt for onlineudbydere at henvise til ROFUS i deres markedsføring.
Flest udelukker sig endeligt
Udover den konstante stigning i indmeldelser har der været to andre gennemgående tendenser gennem ROFUS’ knap 11 år lange levetid. Den første er, at flertallet af de registrerede udelukker sig endeligt fra pengespil. Det har 66% valgt at gøre. Det er dog muligt at melde sig ud af registeret efter et år ved at kontakte Spillemyndigheden. Den anden tendens er, at de fleste selvudelukkede spillere er mænd. I februar 2023 var tallet 76%.
”Det er essentielt for at sikre et trygt spilmarked at de, der har brug for at udelukke sig fra spil i kortere eller længere tid, kan gøre det nemt og effektivt,” siger Anders Dorph. ”Derfor er ROFUS en succes, og vi er glade for at have et så velfungerende tilbud til danske spillere.”
Udover ROFUS administrerer Spillemyndigheden også rådgivningslinjen StopSpillet, hvor spillere, pårørende og fagpersoner kan ringe og få råd og vejledning om spilafhængighed.
Se faktaark om ROFUS her på hjemmesiden